Ved ønske om genindtræden eller optagelse i folkekirken på baggrund af anden kristen dåb skal henvendelse ske til en af Kirkens præster.

Ved ønske om udtrædelse af folkekirken udfyldes og underskrives en formular, som fås ved henvendelse på kontoret i kirken. Eller man sender blot et kort brev, hvori der formuleres et ønske om udtræden - begrundelse er unødvendig. Brevet skal dateres og underskrives af anmelderen selv. Tillige skal anføres cpr-nr. og postadresse. Bemærk, at det er anmelderens originale underskrift, som skal foreligge, hvorfor der ikke kan sendes pr. e-mail - en scanning er en kopi, ikke en original. Den personlige underskrift er sikkerhed for en persons identitet.

 

Dåbsattest er ikke nødvendig, men ganske velset. Venligst påfør anmeldelsen et tlf.nr. og/eller en e-mail adresse, hvor du kan træffes for spørgsmål.

Udtrædelsen behandles normalt fra dag til dag på hverdage (kontordage). Men for personer, født før 1960 (i visse tilfælde før 1968), skal der i reglen først foretages en verificering af personoplysningerne i fødesognet, og først da kan udtrædelsen gennemføres og en ny attest udsendes, hvoraf udtrædelsesdatoen fremgår.

Ved udtræden af folkekirken fraskriver man sig retten til kirkelige handlinger. I reglen må en præst ikke medvirke ved begravelseshandling for en person, som ikke var medlem af folkekirken.

Der er stor prisforskel på et gravsted for et medlem af folkekirken og et ikke-medlem. Forskellen varierer meget fra sogn til sogn og fra kommune til kommune.