Bagerste Række - Film i Aalholm
Aalholm Kirkes filmklub, Bagerste Række, viser i denne sæson film af europæiske instruktører, som alle har haft en stor international karriere som filmskabere og som i mange tilfælde søgte efter større muligheder, end hjemlandet kunne give dem.
Vi tager hul på vinter- og forårssæsonen 2025 med film af den polske instruktør Krzysztof Kieślowski, som bl.a. er kendt for serien Dekalog – 10 film centreret omkring temaerne i De 10 Bud. Vi viser i alt to film af Kieślowski, og vi lægger ud i januar med én af filmene, som i en kortere version var en del af Dekalog-serien, nemlig ”En lille film om kunsten at dræbe” fra 1987. En ung mand netop ankommet til storbyen myrder en taxachauffør. Advokaten, der bliver hans forsvarer, opdager, der er en grund til at den unge mand handlede som han gjorde.
I februar viser vi en af Kieślowski lidt senere, franske film - ”Veronikas to liv” fra 1991med Irene Jacob i hovedrollen. Filmen handler om to kvinder, der begge hedder Veronika. De har aldrig mødt hinanden, men har begge en følelse af, at de ikke er alene i denne verden, og da den ene af dem dør, får det afgørende betydning for den anden.
I flere af sæsonens film udgør mordet en understrøm, både som konkret drab og som metafor. Det gælder selvsagt også den film vi viser af Alfred Hitchcock. Hitchcock er ubetvivleligt én af filmhistoriens helt centrale skikkelser, stilskabende og fornyende, og på tværs af sin engelske og amerikanske karriere interesserede han sig indgående for mordet som et uundgåeligt menneskeligt grundstof. Vi viser i marts måned en af Hitchcocks sene film - ”Frenzy” fra 1972.
Også den italienske instruktør Michelangelo Antonionis film fra Swinging London i 1960’erne ”Blow-up”, har i meget bogstavelig forstand fokus på noget, der var et mord, eller var det…? Vi viser filmen i april måned.
Sæsonens sidste film i maj 2025 vælges senere af publikummet på Bagerste Række.
Filmene vises den sidste mandag i måneden kl. 19.00. Der er fri entré, og der er hver gang en kort introduktion til aftenens film, og mulighed for efterfølgende at tale nærmere om filmen.