Vielse og bryllup
Aftale om bryllup eller kirkelig velsignelse i Aalholm Kirke af borgerligt indgået ægteskab sker normalt med en af sognets Præster.
Personer som er medlemmer af folkekirken og som har bopæl i Aalholm Sogn har dog ret til at stille med en præst udefra. I dette tilfælde kan reservation af kirken blot aftales med kordegnen.
Billede: Bryllyp ved Maria Hjort sommer 2020
Personer med bopæl udenfor sognet kan også blive gift i Aalholm Kirke, men kun hvis dette er aftalt med en af sognets præster.
Det er altid en god ide at kontakte kordegnen allerførst for at høre, om kirken er ledig på det tidspunkt, hvor man ønsker en vielse eller kirkelig velsignelse – og kontakte præsten, når dette er afklaret.
Forud for vielsen indhentes en prøvelsesattest – dette sker digitalt på www.borger.dk
Prøvelsesattesten afleveres til kordegnen eller præsten i god tid før den kirkelige handling.
Bemærk, at prøvelsesattesten på vielsestidspunktet højst må være 4 måneder gammel.
Bemærk endvidere:
- Navneændring til kommende ægtefælles efternavn kan ikke forhåndsanmeldes på prøvelsesattesten, men skal forhåndsanmeldes digitalt på www.borger.dk
- Vielsesattesten er ikke længere dokumentation for ens navn, men kun for at vielsen har fundet sted. Der er følgelig ikke længere ret mange tilfælde, hvor man skal forevise en vielsesattest.
- Vielsesattesten indeholder ligesom andre attester ikke længere et "eget efternavn" (tidl. ofte kaldet "ungpigenavn"), fordi dette begreb er faldet bort. Der er herefter kun et efternavn, som man til gengæld har fuld råderet over, uanset hvordan navnet er kommet til, blot det bæres (har været båret) med rette. For en del personer kunne den originale vielsesattest derfor alligevel være af nogen værdi, ikke kun affektionsværdi... så pas på den, den kan aldrig erstattes!
- Efter den 1/4-2006 udstedes kun Fødsels- og dåbsattest eller Fødsels- og navneattest som dokumentation for éns navn - evt. tillige en attestation for navneændring. For udlændinge udstedes dog i stedet en navneattest samt evt. en attestation for navneændring.
- Det er gratis at ændre navn i forbindelse med vielse, hvis der blot er navnesammenfald mellem ægtefællerne. Man kan samtidigt (gratis) ændre på sine øvrige navne (bortkaste/tilføje, ændre staveform og bindestreg osv.), og begge ægtefæller kan antage hinandens mellem og efternavne på kryds. Dette er gratis indtil 3 måneder efter vielsen, og det gælder samtidigt for evt. børn under 18 år.
- Sidenhen er det ikke gratis (f.eks. efter en skilsmisse) at ændre tilbage til et tidligere navn. Der betales i så fald alm. gebyr for sagsbehandling.
For yderligere muligheder og begrænsninger, f.eks. om at antage ægtefællens eller samleverens mellemnavn, henvises til navneloven, som kan hentes her.
Bemærk også nye regler for adresseringsnavn, altså ægtefællens mellemnavn, som man ikke tidligere kunne få en attest på, men som kunne anmeldes til Folkeregistret som adresseringsnavn. Denne praksis er nu ophørt, så nye kan ikke komme til, men personer som har et sådant adresseringsnavn, kan fortsat benytte det.
Til gengæld har man ret til - med partnerens samtykke - at antage partnerens mellemnavn helt lovformeligt, og det får man nu attest på og har så fuld råderet over.
Er den partner, som gav mellemnavn som adresseringsnavn imidlertid død, kan man kan ikke længere ændre adresserings-mellemnavnet til et egentligt mellemnavn og få attest på det - i så fald skal man blot fastholde sit adresseringsnavn, for har man først én gang bortkastet det, kan man aldrig genantage det.
Er der børn efter afdøde, kan disse give skriftlig tilladelse til, at man bærer afdødes mellemnavn som mellem- eller efternavn, hvorefter det kan antages.