Historien om Aalholm

af tidligere Sognepræst Ole Petersen.

 

Aalholm kirke bygges for frivillige gaver.

Når Aalholm Kirkes historie skal fortælles, hvor skal man så begynde på denne lange beretning.
Ja, hvornår begyndte det hele egentlig?

Hvorfor ikke lade én af Aalholms første præster besvare dette spørgsmål?

 

 

I forbindelse med opførelsen af Aalholm Kirke skrev pastor Andreas Jørgensen en artikel (trykt i Aalholm Kirkeblad, nr. 12, 4. årgang, 1938), hvor han går helt tilbage til tiden lige efter Jesu opstandelse fra de døde og himmelfarten og gør opmærksom på, at egentlig begyndte Aalholm Kirkes historie i den allerførste pinse. ”Da sendte Gud sin Helligaand, hvormed han vilde fylde og udruste sine Disciple og stifte sin Kirke”, som Andreas Jørgensen udtrykte det.

 

Kirkeblad nr. 12, 1938

Fra mellemøsten har mennesker så for omkring 2000 år siden forkyndt troen på Jesus fra byen Nazareth som verdens frelser videre ud i verden. På et tidspunkt er dette budskab også kommet til Danmark.                        

HVORDAN BEGYNDTE DET I AALHOLM?                        

Som pastor Andres Jørgensen skrev i det foregående, så begyndte det i Jerusalem. Hvornår det så direkte begyndte i Aalholm-området er derimod ikke så nemt at sige, da der har boet mennesker her lige fra stenalderen af, hvilket der er ikke så få tegn på fra fund i haverne rundt omkring i det nuværende sogn. Men i tidligste tid har områdets beboere kirkeligt hørt til både den nu for længst nedbrudte Sct. Clemens Kirke, som i sin tid lå tæt ved Strøget/Rådhuspladsen inde i København. Fra 1628 til Hvidovre Kirke.

 

Hvidovre Kirke

I 1891 fik Valby sin første kirke, da Jesuskirken blev indviet den 15. november; men Valby hørte fortsat under Hvidovre Sogn, selv om kirkens præst boede tæt ved den nyopførte kirke.

10 år senere, i 1901, oprettedes Valby Sogn, som kom til at omfatte det areal, der senere blev til først Timotheus Sogn, senere Johannes Døbers-, Aalholm-, Vigerslev-, Margrethe Sogn i Valby og Frederiksholm-  og Sjælør Sogne i Sydvest-kvarteret.

 

Timotheuskirken 1911

26. februar 1911 indviedes den foreløbige Timotheus Kirke, og Timotheus Sogn blev omtrent samtidig oprettet.

 

Damhuskroen - med bomhuset foran

Selv om Valby på dette tidspunkt var ved at være en større bymæssig bebyggelse, så fandtes der i det yderste område af Valby mod nordvest fortsat kun 6 gårde og enkelte huse.

Ja, man var da så langt udenfor byen, at det bedre borgerskab inde i København fortsat benyttede Damhuskroen til rekreerende sommerophold på landet.

De nyopførte bygninger på Bramslykkevej med kolonihaver i forgrunden.   

Selve det nuværende Aalholm-område bestod da kun af 3 gårde: Hansstedgård, Havebogård og Søholmgård. Ved slutningen af 1. Verdenskrig flyttede flere herud. Der blev bl.a. udstykket en del grunde til kolonihaver, hvorpå der blev opført små kolonihavehuse.

I 1918 lod Arbejdernes Andelsboligforening opføre en større ejendom mellem Vigerslevvej, Aalholmvej og Bramslykkevej.

 

Aalholm Plads ca. 1922         

Den 1. december 1921 førtes den nyoprettede sporvognslinie 19 (få år efter blev den omdøbt til linie 15) ad Valby Langgade til Roskildevej, hvor den nuværende Aalholm Plads ligger.

 

          

AAB’s bygning overfor den ubebyggede grund til Aalholm Kirke

 

 

Denne tegning af området ud mod det senere Aalholmkvarter fra begyndelsen af 1900-tallet kan måske gengive lidt af den beskrevne stemning ved at gå fra Valby til Vestervang...

 

Et kig ned ad Bramslykkevej, som munder ud i Vestervangs gulstensejendom - foto ca. 1932

Der er beretninger fra flere, som har fortalt om de allerførste år, hvor Aalholm-området blev til bl.a. om, hvordan man flyttede ind i AAB’s nyopførte kompleks lige overfor den nuværende kirkebygning, i 1918, endnu inden, at gelænderet op ad trappen til 2. sal var sat op, og inden, at malingen på gelænderet endnu var helt tørt!

Mange af de ældre har også fortalt om, hvordan der om sensommeren blev høstet med hest og selvbinder på den anden side af Aalholm Plads, hvor der nu ligger en restaurant.

En sød, ældre dame, der boede i en lejlighed i Vestervang nr. 6, fortalte engang, at kort tid efter, at hun var blevet gift i 1921, flyttede hun sammen med sin mand ind i den lejlighed, hun stadigvæk boede i. Ejendommen var da nyopført, og alt skulle derfor være den rene idyl i forhold til at bo inde i selve København.

Dengang var det ikke unormalt, at kun hendes mand havde været ude i Valby for at se lejligheden; men han havde sagt god for den.

Det var i november måned, og den søde ældre dame huskede endnu, hvordan hun første gang oplevede turen til Vestervang. Fra Hermann Bangs Plads, ved Valby Langgade Station, hvor sporvognene dengang standsede og vendte for at køre tilbage, for byen gik nemlig ikke længere. Så måtte hun gå turen helt ud til Vestervang, til ”kun et stenkast fra” Damhussøen. Det var regnfuldt, med slud! De hjulspor, man skulle gå i, var opkørte. Sjap og pløre!

Hendes første indtryk var utroligt trist! Igennem hele den første vinter græd hun sig i søvn hver eneste nat, for hvor var der dog trist og øde så langt udenfor byen. At lejligheden efter datidens forhold var særdeles fin, lagde hun første mærke til senere.

Men flere og flere flyttede altså efterhånden ud mod Valbys nordvestlige del. Og med menneskene flyttede kirken!

 

Cafe Aalholm - år 1993          

At det nordvestlige Valby kom til at hedde Aalholm, forklares i et brev til Kirkeministeriet i forbindelse med, at der skulle findes på et passende navn til den kirkebygning, som da var ved at være bygget færdig. Det skulle skyldes en mand ved navn Madsen, som var kommet til området. Han havde tidligere tjent som karl på slottet Aalholm på Lolland. Da han derfor ca. år 1920 åbnede et værtshus på hjørnet af Roskildevej og den nuværende Aalholmvej, kaldte han som noget helt naturligt sit værtshus ”Cafe Aalholm”. Værtshuset eksisterer den dag i dag.

 

Sporvogn 19 på Aalholm Plads - år 1927           

Navnet ”Aalholm” begyndte snart at vinde borgerret på stedet og området. De sporvogne, som kørte hertil, begyndte at skrive ”Aalholm Plads” som deres endestation. Der havde ellers tidligere stået ”Roskildevej”. Herefter var der ikke mere tvivl. Den nye nordvestlige bydel i Valby hed ”Aalholm”!

 

Denne type kuvert blev anvendt ved indsamlingen til opførelsen af Aalholm Kirke

 

Aalholm Kirke på indvielsesdagen den 8. oktober 1939                 

Da en gruppe mennesker i 1933 begyndte at samle penge ind til opførelse af en kirke i denne nye del af byen, bl.a. med formanden for Danmarks Isenkræmmer Forening, isenkræmmer Martin Jensen, som én af de ledende, drøftede denne kreds også, hvad sådan en ny kirke skulle hedde. Et bibelsk navn ville være naturligt at anvende; tænk bare på de kirker, som hedder Skt. Lukas, Skt. Matthæus, Skt. Johannes; men der var enighed om, at det skulle være de lokale beboeres kirke, for det var jo dem selv, der samlede ind til deres kirke, og derfor skulle den kommende kirke hedde ”Aalholm Kirke”. Sådan blev det, da kirken stod færdig og blev indviet den 8. ok¬tober 1939.

Dette fører den lille pudsighed med sig, at hvor det vist alle andre steder i landet er kirken, der har givet navn til stedets kro/værtshus, så er det altså her på stedet et værtshus, der har lagt navn til kirken!

Aalholm-området var fra begyndelsen en del af Timotheus Sogn. Officielt kirkeligt hed det fra starten af 1920’erne: Timotheus Sogns Vestre Distrikt.

 

 

Vilhelm Hansen            

Engang i 1922, eller 1923, sagde den daværende sognepræst i Timotheus, Helweg-Larsen, til Aalholm Sogns senere mangeårige kordegn Vilhelm Hansen: ”Unge mand, der ligger noget derude bag udgravningen til ringbanen. Jeg ved ikke rigtig hvad. Men nu kan De gå med kirkebladet ud til dem. Ring på og giv dem det personligt i hånden!” Det gjorde Vilhelm Hansen, og han fik senere sin særdeles trofaste gang i Aalholm, dels som en ivrig leder af Aalholm KFUM og det spirende menighedsarbejde, dels senere som sognets første kordegn.

 

         

Henry Rasmussen

 

 

Henry Rasmussen med sin hustru og barn foran Timotheuskirken

I 1925 boede der ca. 1800 mennesker i Aalholmkvarteret. Timotheuskirkens daværende sognepræst, Kristian Jensen, havde i nogen tid arbejdet på at få en præst til særligt at betjene området. Dette lykkedes.

Danmarks dengang yngste præst blev den 16. september 1925 ansat som hjælpepræst ved Timotheuskirken. Hans navn var Henry Rasmussen. Han var vokset op i et arbejderhjem på Nørrebro og forstod derfor umiddelbart mange af de mennesker, der dengang boede i Aalholm. Dette har bestemt været medvirkende til, at han fik så godt tag i områdets befolkning, så der kom godt gang i menighedsarbejdet fra starten. Men det må bestemt ikke glemmes, at han selv var både myreflittig og stærk i troen. Henry Rasmussen magtede at tale med alle og enhver – fra de yngste til de ældste. Han kunne også give svar på tiltale! Uortodoks efter samtidens opfattelse af, hvordan en præst skulle føre sig. Alligevel stod der stor respekt omkring ham.

Når han f.eks. efter en gudstjeneste i Timotheuskirken skulle skynde sig til Aalholm og have en gudstjeneste her, og han hoppede på sporvognen ved Valby Langgade Station i fuld ornat og kørte turen til Aalholm, så blev han nærmest betragtet som en kongelig. Ja, sporvognskonduktørerne standsede nogle gange driften blot for at vente på Henry Rasmussen, så han kunne nå sin gudstjeneste eller en begravelse. Virkelig respekteret!

Men han var nu selv ganske ligefrem, når situationen bød det. Det fortælles f.eks., at han engang blev råbt an af en skrademand: ”Hov du dér! Du skylder mig for noget!”

”Nej, jeg gør ikke!” svarede Henry Rasmussen roligt tilbage.

”Joo, du skylder mig for et læs møg !” råbte skralde-manden igen efter Henry Rasmussen. ”Nej, jeg gør ikke!” svarede Henry Rasmussen endnu engang.

”Jo, du gør!”

”Vel gør jeg ikke nikke nej!” lød det nu BESTEMT fra Henry Rasmussen, og så fortsatte han: ”Men du skylder mig noget! Du skylder mig respekt! For du ved vist ikke, hvad min bestilling er?”

Og efter de obligatoriske 3 gæt, som alle ramte ved siden af, sagde Henry Rasmussen: ”Jeg er præst! Nåå, men på en måde så er vi jo trods alt kollegaer. Vi fjerner nemlig begge to møget fra byen!”

Jævn, djærv tale, der ikke var til at tage fejl af!

 

I denne lade på Søholm Gård, fik Henry Rasmussen lov til at benytte et værelse til møder i Søndagsskolen - år 1926         

Næppe var Henry Rasmussen blevet ordineret og indsat, før end han søndag den 11. oktober 1925 inviterede til det første kirkelige møde i Timotheus Sogns Vestre Distrikt for at få et selvstændigt menighedsliv op at stå i området.

Da 40% af kvarterets beboere på dette tidspunkt var under 14 år havde Henry Rasmussen hurtigt indgået en aftale med den daværende ejer af Søholmgård, Claus Hansen, om at låne et værelse i den vestlige længe fra oktober til april for at begynde et kirkeligt arbejde blandt børn og unge. Her samledes så for første gang 37 børn til møde i søndagsskolen. Det var små kår - alt sammen! Men året efter var der over 100 børn, som samledes i laden på Søholmgård. Og med så mange børn samlet, så har flere, som har været i det kirkelige arbejde lige siden dengang, levende berettet om, hvordan fugten ligefrem drev ned af væggene, når der blev holdt møde.

Der var lavt til loftet, og kun et par petroleumslamper til at tage den værste kulde. Disse lamper tog desværre også ilten i lokalet, så det var ikke rart at opholde sig inde for længe af gangen. Desuden lugtede det benyttede petroleum bestemt ikke godt, og kulden fra cementgulvet magtede petroleumslamperne alligevel ikke at gøre noget ved!

 

Børneplejestationen på Bramslykkevej - ca. 1932         

Henry Rasmussen startede også en bibelkreds i disse lokaler   – holdt oven i købet et par gudstjenester dér. ”Ganske langsomt fandt flere og flere vej til det beskedne rum”, har Henry Rasmussen fortalt. Men efter 2 år på Søholmgård, kunne man ikke være der længer, da gårdens ejer døde, og gården blev solgt. Søndagsskolen flyttede herefter ind i en lejlighed på hjørnet af Vigerslevvej og Bramslykkevej, hvor der også var en børneplejestation, hvor forældrene kunne tale med en sundhedsplejerske.

 

 

Aalholm KFUM til møde i Vilhelm Hansens lille lejlighed, hvor også hans familie boede                 

Andre grupper af kirkelig interesse samledes i disse år i de private hjem, hvor man bl.a. strikkede og syede, eller holdt møder for KFUM’s drenge.

På billedet her til venstre ses drenge fra Aalholm KFUM til møde i den toværelses lejlighed på Valby Langgade hos den daværende formand for Aalholm KFUM, Vilhelm Hansen.

Også sognepræst Henry Rasmussen åbnede sit hjem for en hel del kirkeligt arbejde. Men der var behov for et lokale, hvor man kunne samles.

 

Den begyndende kirke i Aalholm

Tømrermester Storskov, som i slutningen af 1920’erne netop var ved at opføre ejendommen på hjørnet af Valby Langgade og Vigerslevvej, bestemte, at kælderen under Vigerslevvej 31 og 33 skulle være menighedssal. Den dag i dag tilhører denne kælder menighedsarbejdet ved Aalholm Kirke – Annekssalen.

Annekssalen blev indviet den 6. oktober 1929. Denne gave vakte naturligvis jubel. Endelig havde man fået et kirkeligt mødested og en kirkesal. For om søndagen blev der også holdt gudstjeneste i kælderen.

 

Alteret ved gudstjenester i Annekssalen - foto ca. 1932

Isenkræmmer Martin Jensen har fortalt, at lørdag aften, når han og hans 1. mand havde lukket butikken på Aalholmvej, så bar de som noget af det sidste forretningens disk ned i Annekssalen, hvor den om søndagen blev benyttet som alter ved gudstjenesten. Sidst på søndagen blev den båret tilbage til forretningen og igennem hele ugen benyttet som disk, for igen en følgende søndag at tjene som alter.

 

Konfirmander - år 1932        

Pastor Henry Rasmussen begyndte med det samme at undervise områdets konfirmander i Annekssalen.

 

Indvielsen af Aalholm KFUM’s fane

Aalholm KFUM blev stiftet 18. november 1929, og i den anledning blev der holdt en lille fest i Annekssalen.

Utroligt mange unge i området samledes til Aalholm KFUM’s møder i Annekssalen. På denne måde fik man også kontakt med mange forældre, hvilket var stærkt medvirkende til en voksende menighedsfølelse.

 

KFUK’ere på tur                         

Ca. 2 år efter stiftelsen af Aalholm KFUM, blev Aalholm KFUK stiftet, bl.a. af Lis Rasmussen og
Sara Petersen – den 28. oktober 1931.

Lis Rasmussen ses på billedet til venstre som nr. tre fra venstre.

Aalholm KFUK samlede også mange piger og var et virkeligt aktiv for det voksende menighedsliv.

 

 

Aalholm KFUK og Aalholm KFUM cykler sammen på tur         

Bydelens unge i Aalholm KFUM og Aalholm KFUK fik en fast base i Annekssalen, og mange af foreningernes ture og lejre udgik fra netop disse lokaler.

Ved siden af det u-uniformerede KFUM- og KFUK-arbejde begyndte der i 1938 også et uniformeret KFUM- og KFUK-spejderarbejde i sognet. Også disse foreninger havde kontakt med utroligt mange unge. I begyndelsen af 1970’erne måtte dette arbejde desværre indstilles.

Mens kvarteret voksede i antal af mennesker og aktiviteter, voksede menighedslivet altså med!

 

Annekssalen som kirkesal - foto ca. 1932

Man var utroligt glad for Annekssalen. Og der blev afholdt møder så godt som hver eneste aften året rundt.

Men .... en menighedssal var ligesom ikke nok. Det kunne være dejligt med en rigtig kirke.

Flere af de meget aktive i menighedslivet i Aalholmkvarteret havde længe gået og drømt om opførelsen af en kirke i Aalholm. Men hver gang det var kommet på tale, havde Henry Rasmussen afvist tankerne. Ikke endnu!

 

Den første 10 krone-seddel til den kommende Aalholm Kirke

En vinterdag i begyndelsen af 1933 besøgte Henry Rasmussen en anden af de første kirkelige ledere i Aalholm, L.C. Lauritzen.

I samtalens løb kom kirkebyggeriet endnu engang op at vende. Og Lauritzen spurgte: ”Hvornår begynder egentlig indsamlingen til den nye kirke?”

Frisk, som vist kun Henry Rasmussen kunne være, svarede han: ”Når jeg har den første 10-kroneseddel i min hånd!”

Resolut stak Lauritzen sin hånd ind under vesten og tog sin tegnebog frem. Fandt en 10-kroneseddel. Rakte den til Henry Rasmussen og sagde: ”Så er indsamlingen til bygningen af vores kirke i gang!” ”Der blev med ét stille i stuen”, har Lauritzen senere fortalt. Det var en højtidsstund!

 

 

Lis og Henry Rasmussen betragter den første 10-krone-sedde til den den kommende kirke             

For at Henry Rasmussen turde binde an med indsamling til en kommende kirke, skulle der være en kreds af mennesker, som kunne bære et kommende menighedsliv. Altså mennesker – som én har sagt – der ikke kun ville bygge en kirke af døde sten, men selv være levende stene i Guds kirke! Store ord; men der er megen sandhed i dem! For dét, som man arbejder for og brænder for, dét svigter man ikke sådan lige.

Dette med en menighed, som ville gøre en aktiv indsats, var Kirkefondets bærende tanke, og Henry Rasmussen ikke alene sympatiserede med disse tanker, han var ansat og aflønnet af netop Kirkefondet med henblik på at få opbygget et menighedsliv i Aalholm-området.

Derfor stiftede en kreds af aktive kirkeinteresserede den 31. januar 1933 Timotheus Sogns Vestre Distrikts Menighedssamfund, som foreningen kom til at hedde. Den 9. januar 1937 blev dette noget indviklede navn ændret til Aalholm Sogns Menighedssamfund. Arbejdsstedet, man skulle virke ud fra, var allerede givet, nemlig Annekssalen på Vigerslevvej.

Referat af byggekomitéens første møde   

Ud fra Menighedssamfundets medlemmer blev der dannet en komité til opførelse af Aalholm Kirke. Denne komité holdt sit første møde den 10. maj 1933.

I alt blev der holdt 60 møder. Det sidste lige efter kirkens indvielse.

Hver lørdag gik en kreds af aktive menighedsmedlemmer rundt i kvarteret og stemte dørklokker og samlede ind til opførelsen af Aalholm Kirke. Desuden havde en kreds af de mennesker, som boede i kvarteret, tegnet sig for et fast månedligt beløb. 

 

 

”Byg med på Aalholm Kirke”

På trods af at mange i området hørte til blandt byens fattigste, og 1930’erne var depressionens år med stor arbejdsløshed, så er det i dag virkelig interessant at se i de regnskaber, som blev ført af gruppen bag opførelsen af Aalholm kirke, hvor trofast selv de fattigste i bydelen gav af dét, de ikke havde.

I 1933 blev der også holdt basar i Timotheuskirken til fordel for opførelse af den nye kirke. Senere flyttede årets basar til Aalholm.

 

Martin Jensen

Indbyggertallet voksede fra 1800 personer i 1925 til ca. 10.000 bare 10 år senere. Samtidigt voksede menighedslivet.

Mange dygtige og visionære mennesker sluttede op om menighedsarbejdet, og der blev arbejdet konstant og flittigt. Det bevirkede, at dette arbejde hurtigt og forholdsvist problemfrit blev kendt og anerkendt af stort set alle.

Især tre har igennem alle årene stået som ”De tre Musketerer”, der fik menighedsarbejdet til både at hænge sammen og udvikle sig: Isenkræmmer Martin Jensen, ingeniør L. M. Olsen og elektriker L. C. Lauritzen - afbilledet til venstre i nævnte rækkefølge.

 

  

L. M. Olsen                               

                          

L.C. Lauritzen

 

 

Afsked med Henry Rasmussen og hans familie på Københavns Hovedbanegård i 1936                 

Midt i alt det positive, kom der et skår i glæden: Den præst, som havde betydet så meget fra den første begyndelse, Henry Rasmussen, forlod i 1936 sognet for at blive missionær blandt jøderne i Polen.

 

 

Henry Rasmussen og Andreas Jørgensen i et afslappet øjeblik      

Pastor Andreas Jørgensen, som fulgte efter, fortsatte imidlertid i samme spor som Henry Rasmussen.

I 1938 var der samlet så mange penge ind, at den nedsatte byggekomite turde gå i gang med selve opførelsen af Aalholm Kirke.

 

Grundstensnedlæggelsen - den 20. november 1938      

11. oktober 1925 var der blevet taget et vigtigt skridt til opførelsen af Aalholm Kirke. 13 år efter blev det næste store skridt taget. Den 20. november 1938 kunne man nedlægge grundstenen til Aalholm Kirke. Byggeriet gik i gang!

Aalholm Kirke er tegnet af arkitekterne J. Bruus Jensen og Adam Møller, som dengang begge boede i sognet.

Selve grundstensnedlæggelsen blev en mægtig festlighed med deltagelse af honoratiores. Der blev holdt taler og serveret varme pølser for alle. Dagen sluttede med en festgudstjeneste i Timotheuskirken.

 

 

Alteret i Aalholm Kirke

 

 

Billede af hjertet omkring korset i den nyopførte kirke

Da man byggede Aalholm Kirke, ønskede man fra byggekomitéens side, at hverken kirkebygning, alter, prædikestol eller døbefont blev en efterligning af andet kendt. F.eks. er alteret derfor bygget af sten, hvor altrene i mange andre kirker er af træ. Men da de første kirker i Danmark blev bygget, rejste man netop stenaltre.

På forsiden af alteret står der desuden med tydelige bogstaver: ”Det er fuldbragt” – en hentydning til hele symbolet på kirkens endevæg, nemlig et stort kors af træ, hvor der omkring korset ofte kan ses et mægtigt hjerte i lys-skygge-virkning. På denne enkle måde forkyndes om Guds kærlighed til os mennesker: Ved Jesu Kristi død på korset åbnedes portene igen ind til Paradiset! ”Det er fuldbragt”. Ifølge Johannes Evangeliet kap. 19, vers 30 var det de sidste ord, Jesus sagde, inden han døde. Denne indskrift er den eneste, der er at læse i Aalholm Kirke.

 

 

Døbefonten   

Døbefonten er tegnet af Adam Møller og hans søn og vederlagsfrit udført i travertinermarmor af billedhugger Ejner Breinholt, som dengang boede i sognet.

Døbefonten er af urgammel klippe og kan på denne måde i det stille vidne om, at dét, som Gud lover i dåben: At vi er hans elskede børn, og at Han herved gør os til arvinger til et evigt liv – at dette løfte står lige så fast og sikkert som denne solide klippeblok!

 

 

Prædikestolen

Prædikestolen er ligesom alteret bygget af hele mursten og smuk i sin enkelthed og også tegnet af kirkens arkitekter.

Selv om der ikke er anvendt en eneste formstøbt sten, er det alligevel lykkedes at skabe pilastre og derved give prædikestolen et klassisk tilsnit, så den opnår en værdighed, som i overført betydning giver tyngde og dybde i det talte ord.

 

 

Kirkens klokker er på vej op i tårnet - sommeren 1939

Arbejdet fortsatte med kirkebyggeriet. Der skulle stadigvæk samles penge ind – mange penge!

Byggeriet kom i alt til at koste 155.555,53 kr. Dengang virkeligt mange penge.

Kirkens klokker og andet inventar blev givet af grene af menighedslivet og personer fra sognet. F.eks. skænkede medlemmerne i Aalholm KFUM kirkens lille klokke; Aalholm KFUK gav flag og flagstang. Børne-sykredsen og søndagsskolen samlede ind til døbefonten.

 

 

Adgangskort var nødvendigt ved indvielsen af kirken

 

Processionen af præster nærmer sig Aalholm Kirke     

Endelig kunne kirken indvies søndag den 8. oktober 1939 – næsten præcis 14 år efter første møde i søndagsskolen.

Hvor stor en begivenhed det var for områdets beboere, kan sikkert fornemmes i følgende beskrivelse fra Valby Bladet nogle dage efter indvielsen: ”Længe før selve Indvielseshøjtideligheden skulle finde sted, klang Kirkens nye malmfulde Klokker over et søndagsstille Valby, der lå i Efterårets milde Solskin. Og længe før Kirketid strømmede Aalholm Kirkes første Kirkegængere mod Indgangen ind til Festgudstjenesten i det skønne, rene, hvælvede rum”.

Med biskop Fuglsang Damgaard og overpræsident Bülow i spidsen gik omkring 30 præster i ornat i procession fra Annekssalen til den nye kirke.

Biskop Fuglsang Damgaard understregede i sin tale ved indvielsen, at selv om menneskelige fejl, svigt og ligegyldighed har lagt utallige gudshuse øde, så har Guds ord altid lydt: Guds Hus skal opbygges!

 

 

Aalholm Sogn – ca. år 1936

 

Menighedsrådet, som blev valgt I 2008

1½ år senere, den 3. april 1941, blev Aalholm udskilt fra Timotheus Sogn, som da havde 38.000 sognebørn. Aalholm blev et selvstændigt sogn med ca. 11.000 indbyggere.

Der skulle nu også vælges et menighedsråd.

I de første mange år bestod menighedsrådet af personer valgt på en liste opstillet af de frivillige kirkelige arbejdsgrene ved kirken og næsten lige så mange var valgt på en socialdemokratisk liste.

Da samarbejdet i flere år var gået utroligt gnidningsløst og stemmefordelingen nogenlunde var den samme fra valg til valg, blev de to lister enige om fremover at opstille sammen på én liste, og sådan var det efterfølgende i årtier.

Mod slutningen af det 20’ende århundrede var der igen et par valg til menighedsrådet, hvor flere lister var opstillet. Men ved de seneste valg har der igen kun været opstillet én liste.

I mange år bestod menighedsrådets arbejde for det meste af den vigtige opgave at sørge for vedligeholdelse af kirkebygningen og de to præsteboliger, ansættelse af personale, bl.a. præster, og kontakten til de offentlige myndigheder.

I de seneste år har lovgivningen ligesom lagt op til at flere og flere opgaver i fremtiden skal lægges over til menighedsrådet, hvilket kan være utroligt krævende.

 

 

Tegning over en del af det forventede menighedshus                           

Den oprindelige tanke var, at der skulle opføres menighedslokaler i umiddelbar forlængelse af kirken ud mod Roskildevej. Men 2. Verdenskrig var brudt ud, og alt nybyggeri blev forbudt.

Kælderen til menighedshuset var dog både støbt og bygget op til jordhøjde; men byggeriet måtte så standse dér.

Myndighederne kom og beslaglagde den næsten opførte kælder, og byggede en bunker i stedet for. Den ligger der den dag i dag.

 

Meddelelse i kirkebladet

Man havde dog stadigvæk Annekssalen på Vigerslevvej som menighedslokale. Herfra blev der arbejdet stødt og roligt og meget virkningsfuldt både igennem krigens år og i årene efter.

Når man holdt møde under krigen, så stod der i annonceringen, at man lige skulle huske selv at tage kaffe og sukker med. Havde man noget at fyre med, gjorde det bestemt ikke noget, at man også bragte lidt af det med.

 

 

Aalholm Kirkelige Genbrug’s på Aalholm Plads

 

Aalholmstuen på Aalholm Plads

Da sognet i 1941 blev selvstændigt, stod den kreds af personer, som havde stået for opførelsen af kirken, også bag oprettelsen af en menighedspleje i sognet – ”…til afhjælpning af både legemlig og sjælelig nød”, som det hed i de første vedtægter. Som første formand valgtes Martin Jensen.

Menighedsplejen trives den dag i dag fortsat fint.

Menighedsplejen stod f.eks. i slutningen af 1960’erne bag opførelsen af et plejehjem i sognet, Aalholmhjemmet. I 1986 oprettedes et værested, Valby langgade 100, i samarbejde med Timotheus Sogns Menighedspleje. Den 10. oktober 1991 blev Aalholm Kirkelige Genbrug’s på Aalholm Plads indviet. Et mindre lokale i genbrugsforretningen blev da taget i brug som værested; men hurtigt viste dette lokale sig at være for lille. Den 7. december 1992 flyttede værestedet, Aalholmstuen, ind i nabobutikken, da den var blevet ledig. Også disse to særlige arbejdsgrene står menighedsplejen bag oprettelsen og driften af.

 

 

Metzon ved siden af sin hustru ved et arrangement i Aalholm KFUK efter krigen.   

Under 2. verdenskrig blev der gemt våben i kirken. Da der desuden var jødiske kristne i menigheden, blev det også på den måde lidt af en dramatisk tid.

Ét fremtrædende medlem i menigheden hed Metzon. Han var jøde og måtte på et tidspunkt flygte til Sverige. Det fortælles, at midt ude på Øresund, mens han var ved at blive sejlet over, satte motoren i båden ud. Hvert øjeblik kunne en af de hurtige tyske torpedobåde, som hele tiden krydsede op og ned gennem farvandet, komme og opdage dem. Man forsøgte at starte båden. Motoren ville ikke. Man forsøgte igen. Man kunne høre lyden af et fartøj komme. Motoren ville stadigvæk ikke. Da begyndte Metzon at synge Martin Luthers slagsang: ”Vor Gud, han er så fast en borg” – og så ville motoren pludselig igen, og han kom godt over. Metzon vendte tilbage til Danmark ved befrielsen i maj 1945 sammen med Den Danske Brigade.

Troen bestod også dén prøve. Men i det hele taget, så har historien om Aalholm fra første færd drejet sig om tro. Man havde fået tro, til at være tro!

 

                             HVORDAN DET FORTSATTE I AALHOLM

 

 Den nyopførte kirke

 

I tiden efter 2. Verdenskrig og frem til begyndelsen af 1970’erne stod præsteparret Else og Frode Borris i spidsen for meget menighedsarbejde.  

Mange af de mennesker, som havde været med til at opføre kirken, var stadigvæk med i tiden efter 2. Verdenskrig og sørgede hele tiden for, at der var aktiviteter.

Aalholm Sogns Menighedssamfund har siden sin stiftelse den 31. januar 1933 stået for det organiserede menighedsarbejde - stået for faste mødeaftener og arrangementer i Aalholm og har været den fine ramme om det frivillige menighedsarbejde i sognet.

I bestyrelsen har man snakket sammen om, hvilke møder der ville blive holdt, så man prøvede at undgå at overlappe hinanden. Man snakkede også om eventuel mangel på medarbejdere, og hvor der skulle støttes økonomisk og meget mere af organisatorisk karakter.

Sådan fungerer samarbejdet stadigvæk.

Menighedsrådet nedsatte i 1990’erne et kulturudvalg, som også har stået for kirkelige møder - ofte i tæt samarbejde med menighedssamfundet.

 

 

Aftenudflugt for menigheden - ca. 1968        

Selvfølgelig skulle der også efter 2. Verdenskrig følges med tiden, og det prøvede man på. Men f.eks. møder for ældre, sykredse, basarkreds, bibelkredsene, ydre missionskredsene, diskussions- og oplysningsaftner, KFUM og KFUK, og en hel del mere kunne der i grundstrukturen ikke ændres meget ved, selv om der da blev arbejdet på en mere tidssvarende måde.

 

 

Først kørte man til en kirke….

 

 

derefter blev frokosten nydt i det grønne.

 

 

Aalholm Kirke anno 2009.

 

Møde i ældrekredsen i de nye lokaler 1975.

 

Allerede fra 1971 begyndte man at servere morgenkaffe mellem søndagens to gudstjenester.

 

Børnepasning under gudstjenesten blev ledet af Rita Olsen - fra 1971.

 

Møderne i Ældrekredsen - Højskoleforeningens Have 1970.

 

 

Højskoleforeningens Have - 2007                   

Da velstanden i 1960´erne slog igennem, og sådan noget som fjernsyn og bil blev hvermandseje, og mange begyndte at køre weekendture, tog på landet, ferierejser o.s.v., så blev der også en afmatning i interessen for kirkelivet her i sognet – dog mindre udtalt i Aalholm end så mange andre steder. Der var nemlig mennesker, som fortsat ville bære, så aktiviteterne kunne holdes i gang. Man forsøgte med tiltag, der talte til nutiden, ligesom det frivillige arbejde ved Aalholm Kirke fortsat bestræber sig på at følge med tiden. F.eks. lavede Aalholm KFUM en nyt forum for de unge, Club 66, som blev en stor succes p.g.a. af de meget åbne rammer, som netop passede til datidens unge. Desuden blev der i begyndelsen af 1970’erne arrangeret udflugter i privatbiler. Man kørte til en anden kirke og begyndte turen med gudstjeneste dér. Derefter kørte man til et udflugtsmål, hvor man spiste sin medbragte mad.

En væsentlig ændring skete der dog i de år.

Da kirken i 1939 blev indviet, var det egentlig kun halvdelen af kirkeprojektet, som blev gennemført. Det var oprindeligt tanken, at der skulle opføres menighedslokaler ud mod Roskildevej i tilknytning til kirken; men udbruddet af 2. Verdenskrig satte en brat stopper for disse planer.

Byggekommitéen fortsatte imidlertid med at lægge penge til side til et kommende byggeri af lokaler til møder m.m.

I slutningen af 1960’erne tog planerne om tilbygning til kirken mere konkret form. Menighedsrådets meget aktive formand Svend Aage Hansen og den lige så aktive sognepræst Frode Borris gik i spidsen for at få bygget de manglende lokaler ved kirken. Ideen til, at der skulle bygges til på siden af kirken, siges at være kommet fra pastor Lethans hustru, Margrethe Lethan. Vicestadsarkitekt M.A.A C. N. Christiansen kom til at stå for byggeriet, og i sommeren 1969 begyndte udgravningerne.

Midt i byggeriet modtog menighedsrådet brev fra Kirkeministeriet om, at kirken var overgået til selveje fra tidligere at have være en kirke under Kirkefondet. I praksis betød det dog ikke noget.

Ved en festgudstjeneste den 6. september 1970 fejrede man, at tilbygningen på begge sider af kirken med nye mødelokaler, nyt kontor til kordegn og nyt køkken var tilendebragt, så kirken fik det udseende, som den har i dag.

Med de nye lokaler var det naturligt, at meget af menighedsarbejdet flyttede fra Annekssalen til kirken. Bl.a. p.g.a. præsteskifte blev der først den 4. maj 1975 afholdt et såkaldt medarbejderstævne, hvor en ny struktur for menigheds-arbejdet blev aftalt: 1. tirsdag i måneden skulle der være møde i Ældrekredsen; 2. tirsdag i måneden aftenmøde for voksne, f.eks. debatmøde; 3. tirsdag møde i bibelkredsene; 4. tirsdag møde om Ydre Mission, og når der var en 5. tirsdag i måneden skulle ungdomsarbejdet og alle de andre arbejdsgrene have en fælles aften sammen.

Ældrekredsen afholdt dog fortsat sine møder om sommeren i Højskoleforeningens Have, Damstien 23-25. Det gav et frisk pust fra de indendørs møder, tidligere i kælderlokalerne, efterfølgende i de nye lokaler.

I Højskoleforeningens Have var der masser af lys, sol, varme – højt til loftet.

Den dag i dag glæder mange sig til de to sommermøder, hvor man ud over at nyde fællesskabet med hinanden også har rig mulighed for at nyde blomsterne i den smukke have.

 

Altid masser af mennesker på årets basar

 

 

Dannebrog blev overrakt som gave til venskabsmenigheden i Nereta.

 

 

Miniklubben deltager også i gudstjenester for småbørnsfamilier - her ved en fastelavnsgudstjeneste.

Den dag i dag gøres der et flot stykke kirkeligt arbejde – og selv om der overalt i vores by lokkes med mange fine tilbud af forskellig art, så kommer her stadigvæk en trofast skare, og nye slutter sig hele tiden til, ligesom der fortsat tilbydes arrangementer som tiltaler nutidens mennesker, f.eks. at synge med i Aalholmkoret og deltage i babysalmesang, tage med på aftenudflugter, den årlige nattergaletur, nyde en kop kaffe og få en hyggelig samtale i værestedet, Aalholmstuen, gå på indkøb Aalholm Kirkelige Genbrug’s, deltage i arbejdet med venskabsmenigheden i byen Nereta, Letland m.m.

Det begyndte i 1925 med en søndagsskole – sådan én eksisterer her stadigvæk, nu om lørdagen, og den hedder i dag: Miniklubben”.

Miniklubben holdt sit første møde torsdag den 12. november 1987, og her samles sprællevende børn i alderen fra 4 til 7 år. Børnene peger altså fortsat på vejen for fremtiden – sammenholdet omkring menigheds- og kirkeliv i sognet.

På Aalholm Kirkes hjemmeside, i kirkebladet og på opslag i kirken vil man kunne følge med i, hvad der netop nu rører sig i menigheds- og kirkelivet her på stedet.

Velkommen i Aalholm Kirke – til søndagens gudstjenester og til de mange forskellige aktiviteter.

© Ole Petersen.