Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koppel & Søn - Jazz i Aalholm

Dato
Søndag d. 23. januar 2022, Kl. 15:00 til kl. 16:00
Sted
Aalholm Kirke, Bramslykkevej 18a, 2500 Valby
Pris
Fri entré

KONCERT MED ANDERS OG BENJAMIN KOPPEL

Koppel & Søn er navnet på det tætte samarbejde mellem far og søn, Anders Koppel og Benjamin Koppel, et livslangt musikalsk fællesskab med rødder i et kunstnerisk dynasti af musikalske Koppel’er. Benjamin assisterede allerede som dreng sin far i hans lp–, ballet– og teatermusikproduktioner. Det familiære samspil høres på en lang række udgivelser, senest ”Koppel & Søn” med det svenske trommefænomen Peter Nilsson, som fejrede 25-årsjubilæet for de to danske stjerners professionelle samarbejde. De har turneret verden rundt og givet koncerter i USA, Europa rundt og senest på en større turné i Kina. Repertoiret spænder vidt men er absolut mestendels komponeret af de to generationer Koppel, som begge er musikere med lange, vidtfavnende karrierer i dansk musikliv. Far og søn har begge flair for – og visioner om – at gå på rov imellem mange forskellige musikalske udtryk og genrer. Sammen fortsætter Koppel og Søn med at nedbryde grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og mellem de forskellige genrer inden for den såkaldte rytmiske musik og placerer igen og igen deres musikalske familie, som nogle af landets mest melodiske bannerførere.

Anders Koppel (født 1947) er kendt for sin ikoniske hammond orgellyd i Savage Rose, som var Danmarks første store internationale rockband, der blandt andet spillede på Newport Jazz Festival i starten af 1970erne. Og siden det legendariske orkester BAZAAR som han havde i knap 40 år sammen med Peter Bastian og Flemming Quist Møller. Han har skrevet musik til flere end 200 film, 20 balletter, 40 koncerter for solist og symfoniorkester samt en lang række kammermusikværker.

Benjamin Koppel (født 1976), Skandinaviens nok væsentligste saxofonist, er kendt for sit samarbejde med en lang række store jazznavne såsom Phil Woods og Brian Blade. Han har udgivet knap 50 albums som solist, har medvirket på flere end 100 andre og er medforfatter til bogen Ud af musikken – Sådan forklarer man musik for en kat. Han har indspillet med Paul Bley, Charlie Mariano, Joe Lovano, Larry Goldings, Jack DeJohnette, m. fl. Og så modtog han i 2011 den franske ridderorden L’Ordre des Arts et des Lettres for sin indsats for udviklingen af fransk og international Kultur.