Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Rasmus Nøjgaard - foredrag

Dato
Onsdag d. 18. januar 2023, kl. 19:00
Sted
Aalholm Kirke, Bramslykkevej 18a, 2500 Valby

Er gudstjenesten for alle eller kun for de få indviede?

De senere år er der arbejdet intenst med at forny gudstjenestens udtryk. Men hvordan gør vi det uden at kaste traditionen og en evangelisk luthersk tradition overbords?

En gudstjeneste skal både rumme mysteriet og tale til vores forstand, den skal tage fat på de helt centrale eksistentielle spørgsmål om livet, døden og meningen med livet, og samtidigt være nærværende i det sanselige rum, vi alle er en del af, fx årstiden, oplevelsen af krise og krig, men også af højtid og fest. Hvordan kan en gudstjeneste både tale til vores forståelse og åbne døren på klem til det ubegribelige? 

Det kan gudstjenesten! Fordi den er er sat sammen af mange forskellige elementer som læsning og udlægning, salmer og musik, dåb og nadver, alt sammen i et helt særligt indrettet rum. Fordi den både taler med historiens tunge malmrøst og nutidens lyse klarhed. Vi vil se nærmere på gudstjenestens historie og slå ned på de dele af gudstjenesten, hvor der lige nu er størst uenighed og mest på spil.

Rasmus Nøjgaard - er sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke på Østerbro. Nøjgaard stillede for nylig op til bispevalget i Roskilde, hvor han tabte i 2. runde til Ulla Thorbjørn Hansen. Nøjgaard er en bredt favnende og begavet teolog. Han er medforfatter til flere oversættelser af Biblen til et nutidigt dansk, bl.a. Den ny Aftale og Biblen 2020, og han har også stået fadder til Kirkesangbogen, som udgør et vægtigt, nutidigt supplement til salmebogen. Nøjgaard har været en central figur i formuleringen af de seneste års debat om gudstjenestens fornyelse, som har været initieret af landets biskopper og diskuteret i kirker og menigheder landet over.