Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Preben Kok - Foredrag

Dato
Tirsdag d. 31. januar 2023, kl. 19:30
Sted
Aalholm Kirke, Bramslykkevej 18a, 2500 Valby

Preben Kok er tidligere sogne- og sygehuspræst. Kok blev landskendt da han i 2008 skrev bogen Skæld ud på Gud, hvor han går i clinch med parforhold, skyld, magtesløshed, stress og illusionen om det perfekte menneske. Han giver mennesker i krise mulighed for at dele ansvaret og sorgen med Gud, når livet gør ondt og meningen mangler.

I sin nye bog Arvegods – giv visdom videre kritiserer Kok sin egen generation for at have forsømt at videregive et langt livs opsparede erfaringer og indsigter. Han spørger: ”Har vi virkelig ikke noget arvegods, som de unge bør arve efter os?” 

Når et menneske i 2022 har levet i over 70 år er det helt almindeligt at have samlet en masse nyttig viden, fortællinger og erfaring, som ofte har været givet videre i generationer. Det hele er blevet gjort tilgængeligt blandt andet gennem forældrene, familien, morgensangen, bibelhistorierne og bøgerne i skolen, den almene dannelse, kirkeklokkerne og den danske sangskat.  

Det har været til gavn i både vanskelige og lykkelige situationer og kan kaldes for almengyldige ledsagehistorier eller arvegods.

De yngre generationer i 2022 lever et liv som ofte baserer sig på at navigere i en individualistisk livsstil, hvor de fleste ønsker at være unikke. Mange af de værdifulde ledsagehistorier synes glemt, og der mangler ofte noget at læne sig op ad når livet brænder på.

Preben Kok ønsker med foredraget at gøre opmærksom på hvad vi i nutiden går glip af, som for bare få år siden var alment gældende og som kan være særdeles værdifuldt arvegods at give videre til de næste generationer. Så kom og opdag, hvad der ligger af værdifulde erfaringer i dine gemmer – og i kirken.